-
Blå blok raser mod milliardindskud i Ørsted: »Det er en kæmpe skandale, og det burde være på forsiden af alle aviser«
المصدر: BDK Finans / 14 أغسطس 2025 04:55:21 America/Los_Angeles
Hvis der er noget, der vækker store følelser, er det ejerskabet af Ørsted – Danmarks store energikoncern. Tilbage i 2014 købte amerikanske Goldman Sachs sammen med en række danske pensionskasser sig ind i virksomheden, som dengang hed DONG Energy. Forløbet antændte nærmest en bombe i dansk politik, der kulminerede med, at et SF i total opløsning tumlede ud af Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering. Nu, mere end 10 år senere, er energikoncernen igen i vanskeligheder. Store problemer på det amerikanske marked og en generelt langsommelig grøn omstilling har kastet den danske vindkæmpe ud i omfattende økonomiske vanskeligheder. Ørsted skal bruge 60 milliarder kroner for at komme gennem den svære tid. Det skal ske gennem danmarkshistoriens største kapitalforhøjelse, som et flertal i Folketinget har godkendt. Staten, der sidder på 50,1 procent af Ørsted, er klar til at komme med halvdelen af pengene – altså 30 milliarder kroner Men fire blå partier ryster på hovedet over hele forløbet og advarer mod det store forbrug af skattepenge, der kommer, efter at staten skød 8,3 milliarder kroner ind i SAS i 2023 og brugte 32 milliarder kroner på at købe aktierne i Københavns Lufthavn sidste år. Sælg hurtigst muligt Ole Birk Olesen, Liberal Alliances finansordfører, mener i stedet, at staten skal ud af Ørsted. »Staten skal sælge så hurtigt som muligt, gerne inden for et par måneder,« siger Ole Birk Olesen. Han understreger, at i den nuværende situation er man nødt til at rådgive sig med eksperter for at finde det rigtige tidspunkt. Ørsted blev børsnoteret i 2016, efter at Goldman Sachs var blevet aktionærer. Amerikanerne solgte løbende deres aktier. Det endte med at blive en guldrandet investering for den amerikanske bank, der er blandt verdens største investorer. Til gengæld beholdt den danske stat sine aktier, der på et tidspunkt i begyndelsen af 2021 havde en værdi på tæt ved 290 milliarder kroner Nu er billedet et helt andet. Krisen i Ørsted har sendt aktiekursen ned og statens aktiepost er torsdag 45 milliarder kroner værd – og det, inden kapitalforhøjelser yderligere mindsker værdien. »Hvis staten havde solgt Ørsted i sin tid, havde alle, der betaler skat i Danmark, været meget rigere,« siger Ole Birk Olesen. Han peger på, at markedets nuværende vurdering af Ørsted-aktien ikke afspejler nogen udsigter til en højere kurs inden for de næste 5-10 år. Ole Birk Olesen mener, at staten generelt er en dårlig ejer af virksomheder. »Når folk investerer deres egne penge, sker det på en omhyggelig og ansvarsfuld måde, men når staten investerer andre folks penge, har de ikke samme risiko. Det gør ikke ondt på dem, og de pudser bare glorien og forsøger at være grønne og moderne,« siger Ole Birk Olesen. Kæmpestor skandale Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har valgt at stemme imod kapitalforhøjelsen. Peter Kofod, Dansk Folkepartis finansordfører, er enig i, at det er helt skævt at komme med penge til Ørsted. Ifølge ham er det ikke danske skatteborgeres ansvar at finansiere fejlslagne vindmølleprojekter i USA. »Forløbet med Ørsted er for mig at se en kæmpestor skandale. Jeg synes, at Ørsted burde være forside på alle aviser hver dag. Tænk, at man har haft det her guldæg, og det er så blevet formøblet væk på grund af grønne klimafantasier. Det synes jeg er langt ude og ærgerligt,« siger Peter Kofod. Han mener, at der var meningen med ejerskabet af Ørsted dengang, at selskabet råder over aktiviteter, som kunne gå ind under at være såkaldt kritisk infrastruktur. »Det selskab er Ørsted ikke mere. Det er et selskab, der har spredt sig langt ud over landets grænser, men også langt ud over det, som danske skatteborgere må kunne forventes at finansiere, når det går galt, som det så har gjort,« siger Peter Kofod. Det synspunkt deler Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkepartis finansordfører. »Det svarer til, at man tager 5.000 kroner pr. borger i Danmark, og jeg synes, at det er mærkeligt, hvordan regeringen tager så let på det her,« siger Jarlov. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraternes finansordfører, mener, at staten nu skal finde en vej, så man kan komme ud af Ørsted »over tid«. »Jeg forstår godt, at Ørsted har brug for kapital, men jeg forstår ikke, at det er den danske stat, der skal smide penge i det, fordi det er et selskab, der opererer i hele verden og har ikke meget at gøre med dansk infrastruktur længere,« siger Dennis Flydtkjær. Skulle have solgt Regeringspartiet Venstre har stemt for at skyde kapital ind. Alligevel understreger Venstre-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at staten bør sælge sin ejerhalvdel af energiselskabet Ørsted. Torsdag siger han til Børsen, at staten ikke bør drive global, kommerciel virksomhed, men at man lige nu ønsker at fastholde sin opbakning til Ørsted. Han havde dog ønsket, at Ørsted havde solgt sin havvindmølledivision, noget som Venstre foreslog op til valgkampen i 2022. »Det var der desværre ikke opbakning til, og så længe staten derfor fortsat er majoritetsejer, skal staten agere ansvarligt. Det betyder også, at staten i vores optik skal bidrage, når et statsligt selskab som Ørsted står over for en nødvendig kapitaludvidelse,« siger han til Børsen. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiets finansordfører, mener, at det er helt afgørende, at staten deltager i den kommende kapitalforhøjelse. For et nej fra staten til at komme med ny kapital ville have fået mulige andre investorer til med det samme at trække sig, og kapitalforhøjelsen ville ikke kunne lade sig gøre, lyder det fra S-ordføreren. Sikkerhedspolitisk vigtigt Engelbrecht mener også, modsat de blå partier, at Ørsted spiller en rolle – og særligt på et tidspunkt, hvor Danmarks sikkerhedssituation er under pres fra Rusland. »Det er en virksomhed, som i kraft af sine udviklingsprojekter udgør en væsentlig del af den europæiske energiforsyning og i at gøre Europa uafhængig af russisk fossil energi. Det handler om europæisk sikkerhed, og det er ikke en situation, som er løst inden for få år,« siger Engelbrecht. Han undrer sig over, at oppositionspartierne er så utilfredse med beslutningen. Ifølge ham burde de have deltaget mere konstruktivt i forløbet op til kapitalforhøjelsen, der i fortrolighed blev debatteret hen over sommeren. »Det undrer mig, at man nu kommer her og leger mandagstræner. Måske skulle man have brugt lidt mere tid på sagen, da den blev drøftet, og måske have deltaget mere i de mange møder, som blev holdt om sagen. Nu kommer man, efter at sagen er blevet håndteret, og når man har valgt ikke at tage medansvar, vidner det om, at man ikke har taget det her alvorligt nok,« lyder det fra Engelbrecht. Ud over den danske stat tæller andre store aktionærer den norske energikæmpe Equinor med godt ti procent og danske Andel med omkring fem procent. https://www.berlingske.dk/virksomheder/blaa-blok-raser-mod-milliardindskud-i-oersted-det-er-en-kaempe